mandag den 10. november 2014

På tidsrejse til Dragør - julemarked

I december kan man opleve ægte julestemning, julemarked og ren hygge i de selvsamme små gader og stræder, hvor årets DR’s julekalender ”Tidsrejsen” foregår.

Julekalenderen er nemlig optaget i Dragør, som derfor inviterer alle til at opleve julen i den gamle søfartsby

Åbningstider:      

Officiel åbning af julemarkedet den 29. november kl. 11. Juletræet tændes senere samme dag kl. 16 på Neels Torv af Dragørs borgmester, som læser højt fra 'Peters Jul'.

Åbent hver weekend frem til jul fra kl. 11-16: sidste weekend den 20-21. december. 



Foto: Jørgen D. Petersen


I ”Tidsrejsen” rejser hovedpersonen Sofie tilbage i fortiden og ud i fremtiden. Netop derfor var Dragør, ifølge producer Bo Mortensen, den perfekte by at lade optagelserne foregå i: 

”Dragør er tidløs og juleagtig, og derfor bruger vi byen som location. Byen forandrer sig selvfølgelig, når der bliver rejst i tiden, men på samme tid gør den ikke. Husene her i byen er jo meget gamle, så Dragør har jo set ud som i dag i mange år,” har Bo Mortensen tidligere forklaret til DR.


Foto: Jørgen D. Petersen


Besøger man Dragør i julemåneden, vil man kunne opleve, at Dragør, med sine små gule huse der står side om side på brostensbelagte gader, ikke blot er en tidløs by, men også en hyggelig by med julestemning og lokale borgere, der ønsker gæster velkomne. 


Foto: Jørgen D. Petersen


Dette sker bl.a. med julemarked hver weekend i december på byens torv Badstuevælen, med udstillingen ”Bag om Tidsrejsen” på Dragør Museum, og med mange andre aktiviteter – ikke mindst for børn.


Foto: Dragør Kommune


”Dragør er måske mest kendt for vores fastelavnsryttere og sildemarked, som hvert efterår markeres med Sildens Dag. Men i Dragør har vi nu også en ny tradition,” siger Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrup og fortsætter:

”Vi laver et hyggeligt julemarked og mange juleaktiviteter i vores gamle by, hvor der vil være udstillinger på byens museer og generelt mulighed for at bruge en hel dag på at handle og få nogle spændende oplevelser præcis det sted, hvor julekalenderen ”Tidsrejsen” foregår. For os er det vigtigt at vise, at vi er en gammel, hyggelig by med en unik historie, men at vi også er en by i fremdrift.”   


Foto: Dragør Kommune


Alle ugens dage kan man gå på opdagelse i den brostensbelagte, julepyntede handelsgade og købe julegaverne. Eller man kan bruge app’en ”Jul i Dragør” til at blive ledt hen lige præcis de steder, hvor ”Tidsrejsen” er optaget. Når det bliver tid til at få varmen, byder byens caféer og restauranter velkommen. 


Foto: Dragør Kommune


Programmet er:


  • Julelys tændes i træet på Neels Torv den 29. november kl. 16. 
  • Kreativt værksted, højtlæsning og musik i Pakhuset på havnen hver weekend fra den 29.november og frem til jul kl. 11-16.
  • Udstilling med kostumer fra ”Tidsrejsen” og julekor i Teatersalen i Restaurant Beghuset hver weekend fra den 29.november og frem til jul kl. 11-16.
  • Juleudstilling på Amagermuseet hver weekend fra den 29.november og frem til jul kl. 11-16.
  • Skattejagt som starter ved Turistinformationens bod på Badstuevælen hver weekend fra den 29.november og frem til jul kl. 11-16.
  • Byvandring med app’ jul i Dragør, hvor man bliver ledt rundt i byens gade og stræder og til de steder, hvor ”Tidsrejsen” er optaget. 
  • Juleklip, højtlæsning og julequiz på Dragørs Bibliotek på Vestgrønningen 18-20 hver lørdag fra den 29. november og frem til jul kl. 10-13. 
  • Premiere i Dragør Bio på filmen ”Familien Jul” den 30.november kl. 14. Derefter vises filmen hver lørdag og søndag kl. 16 til og med den 14. december.
  • Få instruktion, inspiration og en hjælpende hånd til dine juleklip lørdag den 13. december kl. 10-13 på Dragør Bibliotek på Vestgrønningen kommer, hvor Gitte Schou Hansen kommer. Hun har udgivet mange bøger om papirklip og pynt.
  • Kom og vær med til at lave Danmarks største julekugle den 14.december kl. 11-16, hvor kunstforeningen REfleksion laver workshop. Når dagen slutter, går vi i samlet flok hen til ”KUGLEN”, som er en kæmpe arkitekttegnet trækugle, der ligger tæt ved Dragør Havn. Den ville blive fyldt med en masse små julekugler, og til sammen bliver det Danmarks største julekugle. 
  • Fra 1.-24. december kan alle, der har lyst, møde op på Badstuevælen kl. 16.30 sammen med holdet bag ”Levende Låger”. I samlet flok går man til det hus, hvor dagens pyntede vindue er. 
  • På Dragørs hyggelige julemarked er der forskellige boder med gløgg, pandekager, julepynt, lammeskind og meget, meget mere. Og hvis man ikke får købt alle sine julegaver på julemarkedet, er der rig mulighed for at købe resten af gaverne i Dragørs butikker. Når det bliver tid til at få varmen, byder byens caféer og restauranter velkommen.



Man kan følge med i, hvad der sker i Dragør i juledagene på Facebook-siden ”Jul i Dragør”.  


Foto: Ebbe Kyrø




3 kommentarer:

  1. Nej, hvor ser det bare hyggeligt ud.
    Vil gerne linke til dig, når jeg får min blog,
    lidt mere færdig.
    God jul. (Fynske Kreationer)

    SvarSlet
  2. Tak skal du have, Fru Bue :-) Rigtig god jul til dig også.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  3. schöne und festliche bilder!!! danke für die inspirationen!!! einen schönen freitag wünscht angie

    SvarSlet