søndag den 23. december 2012

23. december: Langkål - opskrift fra 1853

Denne opskrift på grønlangkål - som dengang kun hed langkål - er fra en af mine gamle kogebøger fra 1853. Så den har nogle år på bagen. Det er ret sjovt - og interessant - at vi har spist denne ret i så mange år.

Opskriften er simpel, men smager fantastisk - meget bedre end nutidige opskrifter med meljævning, fløde osv. Vi puttede også lidt kardemomme i - det kan anbefales.




Udover at oversætte fra gotisk skrift, skriver jeg opskriften her, som den står i bogen (dog med få tilrettelser af verber, der ofte ikke havde r på i nutid) - det er vist også lidt af  charmen. Typisk for gamle opskrifter er, at de står i én lang smøre, og de fleste gange måles ingredienserne ikke op - de bruges sådan lidt på gefühl.

Langkål:

Man må ikke tage for store blade af grønkålen til langkål, da de ikke bliver møre på én gang. Man river nu så meget af kålen godt, som man synes, man vil have, at der ikke er for mange stilke deri; vasker den meget rent og kommer den i en kedel (gryde). Deri kommes lidt salt, smør eller godt suppefedt, og så meget vand, som man synes den kan koges mør i.

Når den nu er kogt, tager man den op i et dørslag, lader vandet rent afløbe, kommer den da i en kasserolle med sukker, salt, smør og hvad man synes, der ellers kan behøves og sætter den da ved ilden, at den kan holde sig varm.

Røres deri, må man tage sig i agt, at den bliver så hel som muligt, for at den kan se ud som langkål og ikke som spinat.

Dertil steges små kartofler eller kastanjer i brunt smør og sukker, til de bliver brune (brunede kartofler), og således lægges de ned ovenpå kålen, så er den færdig.







6 kommentarer:

  1. Lyder enkelt og lækkert, ønsker dig og din familie en rigtig god jul!

    Hilsener
    Helle:--

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Helle,

      Også rigtig glædelig jul til dig og din familie :-)

      Kh. Marlene

      Slet
  2. Det her ser kjempegodt ut, og har lyst til å prøve å lage dette, men lurer litt på hva langkål egentlig er?

    Klem Inger

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Inger,

      Langkål, som i dag hedder grønlangkål, er lavet af grønkålen og er en traditionel julespise i Danmark. Se opskriften i indlægget :-)

      Rigtig glædelig jul :-)

      Kh. Marlene

      Slet
  3. jeg har også fået grønlangkål idag, men....... ups - det var færdigmad købt i en "pølse" i Brugsen..... det smagte ganske godt alligevel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Sussi,

      ja, det indkøbte smager vist også godt, men det er vel med mælk eller fløde?

      Rigtig glædelig jul :-)

      Kh. Marlene

      Slet